Nordsjællands Politi: Nyt fra Skodsborg - fredag den 2. oktober

dato

Skodsborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Værktøj stjålet fra bil

Veksø: Mellem onsdag eftermiddag klokken 16.00 og torsdag morgen klokken 07.00 er der stjålet en fliseskærer, en krydslaser samt andet værktøj fra en Renault Traffic-varebil, der holdt på Kelsted. Tyven har formentlig skaffet sig adgang til varebilen ved at lave et hul i den ene skydedør.

Kastede med krukke

Gentofte: en ukendt gerningsmand kastede klokken 01.55 natten til torsdag en metalkrukke mod en rude i en villa på Juliusvej, hvorved det yderste lag glas i ruden blev ødelagt. Hærværket blev anmeldt torsdag morgen klokken 08.09.

Skovle og grab stjålet

Hundested: Tre skovle og en sortergrab blev onsdag aften klokken 22.30 stjålet fra gravemaskine, som stod på Torup Bygade. Tyveriet blev anmeldt torsdag formiddag klokken 09.27

Mand udsat for hjemmerøveri – vidner søges

Gentofte: En 56-årig blev onsdag aften klokken 21.40 udsat for røveri i sit hjem på Stolpegårdsvej. Her bankede tre mænd på døren, og da den 56-årige åbnede, kom de ind i lejligheden, hvor de med pistol og kniv truede ham til at udlevere et kontantbeløb, hvorefter de løb fra stedet i ukendt retning. Røveriet blev anmeldt torsdag formiddag og de tre gerningsmænd beskrives som:

A: Mellemøstlig af udseende, 20-25 år, 170 cm høj og muskuløs, brun i huden, koparret, kort sort hår, dansktalende, iført mørkt tøj, bevæbnet med foldekniv. 

B: Mellemøstlig af udseende, 20-25 år, 180 cm, almindelig af bygning, væsentlig mørkere i huden end A og C, brune øjne, kort sort hår, dansktalende, iført mørkt tøj og sort mundmaskering, bevæbnet med pistol.

C: Mellemøstlig af udseende, 20-25 år, 190 cm, spinkel af bygning, brun i huden, kort sort hår, fuldskæg der var tyndt i siderne og gik ud i en spids ud for hagen, iført mørkt tøj og trøje med hætte.

Nordsjællands Politi vil meget gerne høre fra vidner, der har set de tre mænd eller ved, hvem der kan være tale om. Nordsjællands Politi kan kontaktes på 114.

Løb efter indbrudstyv

Birkerød: En 56-årig mand overraskede torsdag eftermiddag klokken 12.28 en indbrudstyv i sit hjem på Stenhøj Vænge. Tyven stak af, men den 56-årige løb efter ham og det lykkedes ham at indhente tyven og få ham til at aflevere tyvekosterne tilbage. Blandt de tilbageleverede ting var der også koster fra et indbrud i en villa i Pilegårdsparken, hvor en terrassedør var blevet brudt op. Tyven forsvandt fra stedet efter at have afleveret de ting, han havde stjålet. Han beskrives som østeuropæisk af udseende, 20-25 år, 180-185 cm høj og muskuløs med bredt ansigt og skæv næse. Han talte engelsk og var iført blå trøje, sorte bukser og medbragte en sort cykel. 

Kørte uden kørekort

Humlebæk: En 19-årig mand fra Nivå blev torsdag aften klokken 18.20 standset på Langstrupvej. Her viste det sig, at han ikke havde noget kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

Taske stjålet fra skab

Frederikssund: En taske med smykker, nøgler og en pung er mellem klokken 17.15 og 18.00 blevet stjålet fra et aflåst skab i omklædningen hos Fitnessworld i Falkenborggården.

Røg fra lampe udløste alarm

Skodsborg: Lidt røg fra en lysstofarmatur udløste torsdag aften klokken 20.49 en brandalarm i en kælder på Skodsborg Strandvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det blev konstateret, at der ikke var nogen, der var kommet til skade.  Efter grundig udluftning i ejendommen, kunne beboerne igen gå inden for.

 

Havde hash på sig

Frederikssund: Torsdag aften klokken 21.20 traf en patrulje en 19-årig mand uden fast bopæl. Da det viste sig, at manden var i besiddelse af en mindre mængde hash, blev han sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.

 

Taget for sprit- og narkokørsel

Hillerød: En 30-årig mand uden kørekort fra Rønnede blev klokken 04.01 natten til fredag standset på Hillerødmotorvejens forlængelse. Den 30-årige var både påvirket af alkohol og kokain, og blev sigtet for begge forhold, hvorefter han blev taget med på hospitalet, hvor han fik taget en blodrøve, der skal fastlægge henholdsvis hans nøjagtige promille og påvirkelsesgraden af narkotika. Manden blev tillige sigtet for kørsel uden førerret.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 01. – 02. oktober 2020

 
Kilde: Nordsjællands Politi